Gå til resume Gå til indhold

Nyhedsbrev nr. 10 - marts 2008

Underside

Her kan du læse Forbrugerstyrelsens nyhedsbrev til ForbrugerForum, nr. 10 - marts 2008.

Gå til indhold

Udnævnelse af medlemmer og suppleanter til ForbrugerForum

De nye medlemmer af ForbrugerForum er pr. 4. marts 2008 blevet udnævnt af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Udnævnelsesperioden udløber den 30. september 2009. Samtidig har ministeren genudnævnt Kirsten Fjord som formand for ForbrugerForum. Sekretariatet vil snarest muligt indkalde til et møde i ForbrugerForum.

Emner til Forbrugerredegørelse 2008

Emnerne for Forbrugerredegørelse 2008 ligger nu fast. Redegørelsen kommer i lighed med de tidligere år til at indeholde et generelt kapitel om forbrugerforholdene i Danmark. I det generelle kapitel overvåges 57 markeder i forhold til tillid, gennemsigtighed og klageforhold. Derudover stiller FR08 skarpt på bæredygtigt forbrug, køreundervisning samt børn og unges forbrug i virtuelle verdener.
Forbrugerstyrelsen vil gerne takke for den interesse ForbrugerForum har udvist i forbindelse med indsamlingen af idéer til FR08.

Test af computerfladskærme

Den 29. februar 2008 offentliggjorde Forbrugerstyrelsen en test af computerfladskærme. Computerfladskærme er valgt som testemne, fordi et stigende antal forbrugere vurderes at have behov for en ekstern skærm. Salget af bærbare computere har overhalet salget af stationære computere. I takt med at forbrugerne benytter computeren i et stigende antal timer ad gangen, stiger behovet for en ergonomisk korrekt indrettet arbejdsplads, hvilket er vanskeligt, hvis man benytter bærbar computer. Derfor stiger behovet for eksterne skærme til at supplere den bærbare computer.
Testresultaterne er offentliggjort på forbrug.dk. B.T. og TÆNK bringer historien om testen.

87 nye sager på Firmatjek og 140 på vej

Siden nytår har Forbrugerstyrelsen offentliggjort 87 nye sager på Firmatjek, da virksomhederne ikke har efterlevet Forbrugerklagenævnets afgørelser i sagerne. Forbrugerstyrelsen forventer at offentliggøre yderligere 140 sager i løbet af marts og april. Det er mange flere sager, end der normalt offentliggøres på Firmatjek, og årsagen til dette er, at Forbrugerklagenævnet har afsluttet næsten 4000 sager sidste år, hvilket er omkring 1000 sager mere end året før. Efterlevelsesprocenten for sager i Forbrugerklagenævnet er stadigt høj, men da der sidste år er blevet afsluttet ekstraordinært mange sager, er der også tilsvarende flere sager, der kommer på Firmatjek.

Forenklet procesform ved domstolene

Fra 1. januar 2008 er der indført en særlig forenklet procesform ved domstolene – småsagsprocessen – der skal gøre det nemmere og billigere at gennemføre en retssag om mindre krav. Sagsgangene forenkles, og der vil som udgangspunkt blive anvendt en forenklet form for syn og skøn. Retten hjælper parterne med at forberede sagerne, hvorved behovet for en advokat begrænses. Der er derfor også fastsat særlige maksimumbeløb for, hvor meget man kan blive pålagt at erstatte af modpartens udgifter til advokatbistand.

Småsagsprocessen gælder for sager, der har en værdi på op til 50.000 kr., og omfatter dermed også en stor del af Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde. Retten har imidlertid stadig pligt til at vejlede en forbruger om en eventuel mulighed for at få oversendt en sag til Forbrugerklagenævnet. Derudover er det i forhold til dækning over en retshjælpsforsikring fortsat en forsikringsbetingelse, at en eventuel klagenævnsbehandling først er udnyttet. Småsagsprocessens anvendelsesområde i forhold til forbrugersager vil derfor være sager: 

  • hvor der ikke er klageadgang til et nævn 
  • som er uegnede til nævnsbehandling 
  • hvor nævnsafgørelsen ikke efterleves og derfor skal indbringes for retten, og hvor den forenklede inkassoproces ikke kan anvendes.

Nyt fra Forbrugerombudsmanden

Praksis og sager efter den nye markedsføringslov

Forbrugerombudsmanden har i en artikel samlet op på praksis og sager, der er blevet behandlet efter den nye markedsføringslov, der trådte i kraft 1. juli 2006.

Artiklen, som blev trykt i Juristen i november 2007, behandler en række aktuelle sager og problemstillinger bl.a. med tilknytning til de nye regler i markedsføringsloven. Udviklingen på områder som spam, salgsfremmende foranstaltninger, skjult reklame og prisoplysninger beskrives i artiklen.
Artiklen ser også nærmere på betydningen af det nye direktiv om urimelig handelspraksis, som trådte i kraft 1. december 2007. Endelig ses der nærmere på Forbrugerombudsmandens europæiske myndighedssamarbejde.

Artiklen ”Erfaringer med den nye markedsføringslov” kan ses både på Forbrugerombudsmandens hjemmeside og på www.djoef.dk

Artikel om forbrugerbeskyttelse i europæisk perspektiv

Arbejdet med at beskytte danske forbrugere mod ulovlig markedsføring tager i stadig stigende grad udgangspunkt i den harmoniserede EU-lovgivning og samarbejdet omkring retsforfølgelse af ”brodne kar” på tværs af grænserne. Men ikke alle regler kan totalharmoniseres. I en artikel sætter Forbrugerombudsmanden fokus på, at man med udgangspunkt i den nordiske tradition kan skabe en fælleseuropæisk regel om god markedsføringsskik, der tager højde for uensartet lovgivning og forskellige nationale lovgivningstraditioner.

En overordnet referenceramme med fælles principper og terminologi på det forbrugeretlige område er en af måderne, hvorpå problemet med bl.a. de mange nationale lovgivninger kan løses – og her kommer bl.a. Forbrugerombudsmandens forslag om en fleksibel regel om god markedsføringsskik ind. Reglen vil gennem øgede muligheder for håndhævelse kunne medvirke til at skabe bedre rammer for forbrugerne i EU.

Artiklen er trykt i et festskrift til den afgående retspræsident ved Retten af Første Instans, EF-domstolen, Bo Vesterdorf.

Nye regler i markedsføringsloven

Implementeringen af EU-direktivet om urimelig handelspraksis pr. 1. december 2007 betyder, at danske erhvervsdrivende skal lære nye tekniske og sproglige termer at kende. Dog bliver der ikke ændret nævneværdigt på eksisterende retsforhold.

En vejledning til erhvervslivet om konsekvenserne af ændringerne er sendt i høring. Udkastet kan ses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

De væsentligste ændringer er: 

  • Markedsføringslovens § 1 om god skik suppleres nu med et forbud mod urimelig handelspraksis der kan påvirke forbrugerens økonomiske adfærd 
  • En omformulering af markedsføringslovens § 3 fremhæver, at erhvervsdrivende ikke må udelade væsentlige oplysninger eller udsætte forbrugerne for markedsføring, der er ”egnet til mærkbart at forvride disses økonomiske adfærd”, som bestemmelsen nu bliver formuleret 
  • § 12a er en ny bestemmelse, som pålægger den erhvervsdrivende at komme med en række oplysninger, når han/hun fremsætter en købsopfordring. Købsopfordring er markedsføring, der indeholder en opfordring til køb rettet mod forbrugerne 
  • Endelig fastlægger den ny § 22a rammerne for Forbrugerombudsmandens adgang til at foretage kontrolundersøgelser hos virksomheder som led i sit håndhævelsessamarbejde i EU-regi.

Butik politianmeldt efter tobaksreklameloven

Forbrugerombudsmanden har anmeldt internet-butikken Bjergtrolden for at reklamere med tobaksvarer og tilbehør på sin hjemmeside. Hjemmesiden var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke et salgssted, da der ikke var en købsfunktion på siden.

Der eksisterer et generelt forbud mod reklamering med tobak og tobaksvarer. Forbuddet gælder dog som udgangspunkt ikke reklame rettet til køberen på salgssteder, hvor man er specialiseret i salg af tobaksvarer og tilbehør.

Det siger loven

I tobaksreklamelovens forstand er et salgssted en fysisk forretning såvel som en hjemmeside, der har en købsfunktion, det vil sige salg via e-handel.

Natklub politianmeldt for at invitere sine gæster uanmodet via sms

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Club Envy ApS for uanmodet reklame sendt via sms. Forbrugerombudsmanden har gennem en periode modtaget en række klager fra forbrugere, der har modtaget uanmodet reklame via sms fra natklubben. Det er i strid med § 6, stk. 1, i markedsføringsloven at udsende reklame via sms, medmindre modtagerne forinden har givet et samtykke til det.

Computerbutik politianmeldt for at sende kataloger til personer på Robinson-listen

Shg.dk A/S er blevet anmeldt til politiet af Forbrugerombudsmanden efter to gange at have sendt et katalog til en person på Robinson-listen (fortegnelse udarbejdet af Det Centrale Personregister, CPR). Dette er en overtrædelse af markedsføringslovens regler om spam. Forbrugerombudsmanden rettede i første omgang henvendelse til firmaet efter at have fået en klage fra en forbruger, der havde modtaget et adresseret katalog fra Shg.dk A/S.

Selskabet oplyste efterfølgende, at det ville tjekke Robinson-listen fremover. Samme forbruger henvendte sig dog igen til Forbrugerombudsmanden efter endnu en gang at have modtaget et adresseret katalog.

Det siger loven

Det er en overtrædelse af markedsføringslovens § 6, stk. 3, hvis en erhvervsdrivende henvender sig med adresseret reklame til en person, når det fremgår af Robinson-listen at personen har frabedt sig sådanne henvendelser.

Misbrug af Finanstilsynets navn førte til indskærpelse

Forbrugerombudsmanden har givet ejendomsselskabet Pihl & Partnere en alvorlig påtale efter selskabet i en konkret annonce anførte, at et investeringsprojekt i Dubai var godkendt af Finanstilsynet. Finanstilsynets logo var benyttet i en annonce for et investeringsprojekt i Dubai. Logoet kunne ifølge Forbrugerombudsmanden foranledige potentielle investorer til at tro, at projektet var blåstemplet fra officiel side.

Dette var ikke tilfældet, og annoncen var således urigtig og vildledende, og derfor i strid med markedsføringslovens § 3. Selskabet ophørte straks med at bruge den pågældende annonce og iværksatte forskellige tiltag for at informere om annoncens vildledende karakter. Da ingen aftaler er blevet indgået på baggrund af annoncen, har Forbrugerombudsmanden ikke indgivet politianmeldelse.

Unge med våben i tøjreklame på kanten af loven

En tøjreklame brugte billeder af unge mennesker, der var engageret i skuddueller eller på anden måde poserede med skydevåben. Målgruppen var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse unge både under og over 18 år. Forbrugerombudsmanden har henstillet til den erhvervsdrivende, at denne bør afstå fra lignende markedsføringstiltag i fremtiden.

Reklamematerialet spillede efter Forbrugerombudsmandens opfattelse på referencer til en fiktiv verden, som man kender fra fx musikvideoer og gangsterfilm. Reklamematerialet ville derfor formodentlig af de fleste unge blive betragtet som fantasi. Dog indeholdt enkelte elementer af kampagnen billeder, som kunne støde og vække ubehag hos modtageren og måske blive opfattet som en slags accept af mishandling og vold, eller som et incitament til kriminalitet.

Fakta om børn og unge i markedsføringsloven

Markedsføringslovens § 8 siger, at børn og unge er en sårbar gruppe, der i mange tilfælde kan mangle kritisk sans, og at erhvervsdrivende ikke må udnytte børn og unges naturlige godtroenhed. Markedsføring, der indeholder opfordringer til vold, indtagelse af rusmidler som fx alkohol eller spiller på frygt og overtro vil typisk være i strid med loven.

Øreafrunding ved betaling med Dankort

Det er ikke i orden, at butikkerne afrunder det beløb, der skal betales, når man betaler med Dankort. Forbrugerombudsmanden har præciseret, at det som udgangspunkt er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, at foretage afrunding ved betaling med Dankort.
Betalingen skal gennemføres på det præcise beløb, også selvom dette er ”skævt”. Det gælder også, hvis kunden eksempelvis beder om at hæve ”100 kr. over beløbet.”.

Baggrund

Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en forbruger, som havde oplevet, at en butik foretog afrunding til nærmeste 25-øre, når han betalte med Dankort. Forbrugerombudsmanden kontaktede forretningen, som oplyste, at det måtte være en fejl, da det ikke var forretningens praksis.

Dansk Internet Register kan blive et dyrt bekendtskab for erhvervsdrivende

7000 kr. om året i 3 år var, hvad det tyske internetfirma "Dansk Internet Register” ville have for en annonce, som blev markedsført i et brev til bl.a. danske virksomheder og offentlige institutioner. Forbrugerombudsmanden har på baggrund af sagen opfordret virksomheder til at gå tilbud om fx korrekturlæsning og annoncer efter i sømmene. De skylder nemlig sig selv at vurdere, hvorvidt de har et reelt behov for den pågældende service, og om aftalen forpligter dem til at aftage produkter eller tjenester, de kan være bundet af i flere år. Forbrugerombudsmanden vurderede dog umiddelbart på det foreliggende grundlag, at han ikke kunne gribe ind over for det tyske internet-firma.

Baggrund

Forbrugerombudsmanden fik i september 2007 en række henvendelser fra virksomheder og offentlige institutioner, der havde fået brev fra Dansk Internet Register. Brevet var en sammenblanding af en opfordring til korrekturlæsning og et tilbud om annoncetegning. Tilbuddet om annoncetegning kunne dog overses, hvis brevet ikke blev nærlæst – med det resultat, at en virksomhed kunne komme til at underskrive et tilbud, som den ikke ønskede.

Teleselskabet M1 får advarsel for vildledende markedsføring

Markedsføring af bl.a. kampagnetilbud på mobilabonnementer, uklar aftaleindgåelse, mangelfulde oplysninger om priser, brug af ord som ”gratis” og udsendelse af e-mailreklamer gjorde, at Forbrugerombudsmanden - først på et møde og efterfølgende skriftligt – indskærpede reglerne om markedsføring over for teleselskabet M1.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at M1´s markedsføring i en række tilfælde har været kritisabel og ikke har levet op til reglerne i markedsføringsloven og Forbrugerombudsmandens vejledning om god markedsføringsskik på teleområdet.

Forbrugerombudsmanden forventer nu, at selskabet snarest muligt indretter sin markedsføring og sin hjemmeside i overensstemmelse med reglerne.

Rejsebureauer fik frist til at droppe alkohol i markedsføring over for børn og unge

Forbrugerombudsmanden har overfor de rejsebureauer, der i sommeren 2007 var i mediernes søgelys, indskærpet reglerne om markedsføring. De pågældende rejsebureauer markedsførte sig på internettet med billeder og beskrivelse af aktiviteter på feriesteder, hvor alkoholindtagelse indgik.
Det drejer sig om Dansk Ungdomsferie ApS, Uptours ApS, Ung Rejs A/S (Travel Booking A/S) og Viby Ungdomsrejser A/S (Travel Booking A/S).
Forbrugerombudsmanden gav rejsebureauerne en frist til at ændre markedsføringen, således at alle overtrædelser af markedsføringsloven skulle være fjernet senest 1. februar 2008.

Forbrugerombudsmanden er i øjeblikket i færd med at gennemgå siderne på ny for at se, om bureauerne har indrettet sig efter reglerne.
Bureauerne må dog forvente, at fremtidige overtrædelser af markedsføringsloven vil blive retsforfulgt.

Baggrund

Efter en gennemgang af bureauernes markedsføring på internettet fandt Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen her var i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 2, idet markedsføringen direkte eller indirekte opfordrede unge til at drikke alkohol.

Tydeligere skiltning med natkørsel

Korrekte oplysninger om natkørsel skal fremgå tydeligt på metro-stationerne. Det meddelte Forbrugerombudsmanden Metroselskabet i efteråret 2007.
Metroselskaber har oplyst over for Forbrugerombudsmanden, at informationstavler fremover vil henvise til ikke-permanente ”trafikinformationstavler”, hvorpå der vil fremgå konkret information om natkørslen – herunder første og sidste afgang.

Intet lovkrav om fortrydelsesret ved privatleasing

Forbrugerne har ikke krav på fortrydelsesret, når de indgår en fjernsalgsaftale om privatleasing af biler. Det har Forbrugerombudsmanden meddelt en brancheorganisation i en forhåndsbesked. Dansk ret indeholder ikke generelle regler om fortrydelsesret ved aftaler, som forbrugerne indgår med de erhvervsdrivende. Sådanne aftaler er som udgangspunkt bindende for begge parter.

Ved fjernsalgsaftaler, hvor parterne ikke mødes fysisk, fx aftaler via internettet eller pr. telefon, fax mv., er der derimod normalt fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Det gælder dog ikke ved aftaler om ”transportydelser”.

Baggrund

Folketinget har på dette punkt valgt at medtage en undtagelse fra EU’s fjernsalgsdirektiv, som forbrugeraftaleloven bl.a. bygger på. EF-Domstolens fortolkninger af begrebet transportydelse får dermed direkte betydning for lovens fortolkning. EF-Domstolen har i en dom udtalt, at biludlejning er omfattet af begrebet transportydelse. Det betyder med andre ord, at lovgivningen ikke indeholder krav om fortrydelsesret ved privatleasing af biler.

Slut med negativ aftalebinding på rejseselskabers hjemmeside

MyTravel, Skibby Rejser, Tjæreborg og Spies har tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at man ikke længere vil anvende negativ aftalebinding ved bestilling af rejser på de 4 selskabers hjemmesider. På hjemmesiderne var der på forhånd automatisk valgt en række tillægsydelser, når forbrugeren bestilte sin rejse - herunder årsrejseforsikring, årsafbestillingsforsikring, flymad og transport fra lufthavnen.

Forbrugerombudsmanden oplyste over for selskaberne, at dette efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik, og selskaberne har nu valgt at fjerne de nævnte tilvalg.

Forbrugerombudsmanden indtræder i retssag om PayPal

En forbruger har anlagt sag mod sin bank om anvendelsen af Forbrugerombudsmandens retningslinjer om brug af betalingskort. Banken har afvist at tilbageføre pengene, idet betalingen til sælger skete via PayPal, en virksomhed, der sælger e-penge. Banken anførte bl.a., at forbrugeren ikke havde anvendt sit betalingskort til at betale sælgeren, men havde anvendt kortet til at købe e-penge hos PayPal, og at levering af disse e-penge var sket.

Forbrugeren fik hos Pengeinstitutankenævnet medhold i, at Forbrugerombudsmandens retningslinier om fjernsalg mv. i betalingssystemer med betalingskort fandt anvendelse på købet af ydelser hos sælgeren. Banken var uenig heri og afviste at efterleve nævnets afgørelse, hvorefter forbrugeren nu har indbragt sin sag for retten. Forbrugerombudsmanden er nu indtrådt i sagen til støtte for forbrugeren.

Baggrund

Forbrugeren havde købt ydelser til brug i et spil på Internettet, som imidlertid ikke kunne anvendes. Han kontaktede derfor sin bank med henblik på at få dem til at tilbageføre betalingen i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinier vedrørende fjernsalg mv. i betalingssystemer med betalingskort af december 1996.

Sidst opdateret:  15. marts 2008
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • Del Del
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér
 

Forbrugerstyrelsen er en del af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Forbrugerstyrelsen arbejder for at skabe gode rammer for samspillet mellem forbrugere og virksomheder.

Her finder du pressekontaktoplysninger, information om vores pressehåndtering og pressemeddelelser.
Her kan du se, om der er ledige job i Forbrugerstyrelsen. Du kan også få et indblik i, hvordan det er at arbejde i styrelsen.
Her kan du læse om, hvordan et typisk rekrutteringsforløb foregår, og hvad det vil sige at være ansat i Forbrugerstyrelsen.
Vil du være med til at sikre de bedst mulige forhold for de danske forbrugere? Så er et job i Forbrugerstyrelsen måske noget for dig.
Her kan du læse om Forbrugerstyrelsen som arbejdsplads set fra forskellige afdelinger og stillinger.
Kontakt en medarbejder i Forbrugerstyrelsen.
Tilmeld
Få pressemeddelelser fra Forbrugerstyrelsen
Brug Klagerådgiveren på forbrug.dk til at se, om du har en klagesag. Når det er afklaret, kan du klage online til Forbrugerklagenævnet.
Du kan ringe til Forbrugerstyrelsen telefoniske hotline og få svar på forbrugerjuridiske spørgsmål.