Gå til resume Gå til indhold

ForbrugerForums årsberetning 2008

Underside

2008 var året, hvor ForbrugerForum afholdt en debatdag om forbrugernes frie valg på offentlige markeder.

Gå til indhold

Det var også året, hvor flere af ForbrugerForums anbefalinger til forbedring af forholdene på markedet for energiforsyning og dyrlæger blev ført ud i livet. Endelig nedsatte ForbrugerForum i 2008 en ny arbejdsgruppe, som skal udvikle idéer til, hvordan der puttes mere forbrugerstof ind i ungdoms-, voksen- og efteruddannelserne.

Generelt om 2008

Formålet med ForbrugerForum er at skabe øget dialog og ansvar. Med ForbrugerForum har forbrugere og erhvervsliv formelt et fælles overordnet forum, hvor de kan mødes og udveksle synspunkter og debattere den generelle udvikling på forbrugerområdet.

ForbrugerForum har afholdt to møder i 2008 samt en debatdag. Hertil kommer en række møder bl.a. i regi af arbejdsgruppen vedr. forbrugeruddannelse.

På ForbrugerForums møder er forummets medlemmer blevet orienteret om en række aktuelle spørgsmål hos både Forbruger Europa og Forbrugerstyrelsen, ligesom ForbrugerForum har haft mulighed for at tilkendegive sin holdning til disse spørgsmål.

Ministerdialog

Siden 2004 har ForbrugerForum rådgivet skiftende ministre i det davæ-rende Familie- og Forbrugerministerium. Med regeringsdannelsen i efteråret 2007 blev forbrugerområdet imidlertid igen en del af Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort, og ForbrugerForum har nu økonomi- og erhvervsministeren som dialogpartner.

Debatdag

Den 8. december 2008 afholdt ForbrugerForum sin årlige debatdag under overskriften: ”Forbrugernes frie valg – benytter de det?”.

Debatdagens formål var at stille skarpt på forbrugernes frie valg på de offentlige markeder. Dels ved at få en status over hvordan det går med det frie valg på tre udvalgte områder (ældre, sundhed og børn), og dels ved at debattere hvordan frit valg kan gøres bedre. Udgangspunktet for debatdagen var, at frit valg er kommet for at blive, men at der er noget, der tyder på, at der er brug for justeringer.

På debatdagen var der oplæg fra tre forskere, Tine Rostgaard (Det natio-nale Forskningscenter for Velfærd), Jakob Kjellberg (Dansk Sundhedsinstitut) og Bente Bjørnholt (Aalborg Universitet), som var blevet bedt om at gøre status over, hvordan frit valg fungerer og hvor mange, som benytter sig af det. De fremlagde således hver især deres spændende vinkel på frit valg.

Herefter var der inviteret til debatpanel bestående af repræsentanter fra ældre, børn, patienter, private leverandører, regionerne og kommunerne. Deltagerne i panelet var hver især blevet bedt om at nævne tre forbedringsforslag til frit valgordningen. Under selve debatten var spørgelysten stor – både paneldeltagerne imellem og fra salen. Debatten koncentrerede sig blandt andet om, at informationen til brugerne skal være bedre, at der skal være en reel konkurrence mellem det offentlige og det private, at rammerne for det frie valg skal være tilstrækkelige, og at det privat og det offentlige med fordel kunne samarbejde mere blandt andet med henblik på at skabe bedre sammenhæng i ydelserne.

I forlængelse af debatdagen var formand for ForbrugerForum, Kirsten Fjord inviteret til debat på DR’s P1 mandag d. 15. december kl. 9.00-10.00 om frit valg på offentlige markeder.

Eksisterende arbejdsgrupper

I 2008 har ForbrugerForum fulgt op på arbejdet i tre eksisterende arbejdsgrupper:

Familieprofiler

I 2006 indledte ForbrugerForum et samarbejde med IT- og Telestyrelsen for at styrke gennemsigtigheden på teleområdet. Samarbejdet har udmøntet sig i dviklingen af en række familieprofiler på hjemmesiden www.it-borger.dk. I 2008 har ForbrugerForum bl.a. fulgt op på, hvor meget familieprofilerne anvendes, samt i hvilket omfang IT- og Telestyrelsen markedsfører profilerne.

Markedet for energiforsyning og markedet for dyrlæger

I 2007 nedsatte ForbrugerForum to arbejdsgrupper om hhv. markedet for energiforsyning og markedet for dyrlæger. Baggrunden var, at begge markeder befandt – og stadig befinder – sig blandt de 10 lavest placerede markeder i Forbrugerstyrelsens ForbrugerForholdsIndeks (FFI). I løbet af 2008 mundede begge arbejdsgrupper ud i en række konkrete anbefalinger til, hvordan forbrugerforholdene på de to markeder kan forbedres.

I forhold til markedet for energiforsyning har Energistyrelsen og Dansk Energi allerede imødekommet ForbrugerForums anbefalinger om at øge gennemsigtigheden på markedet. Dansk Energi forestår en optimering af prissammenligningsdatabasen ”elpristavlen”, der forventes afsluttet i foråret 2009. Herefter har Energistyrelsen forpligtiget sig til at tage initiativ til, at der iværksættes en informationskampagne om muligheden for frit leverandørvalg.

I relation til markedet for dyrlæger er ForbrugerForums anbefalinger om at forbedre klageforholdene på markedet allerede imødekommet, idet der pr. 15. juli 2008 er oprettet et godkendt ankenævn på området, ligesom Den Danske Dyrlægeforening har gjort information om klageforhold og -muligheder tilgængelig på sin hjemmeside www.ddd.dk. Samtidig har ForbrugerForums formand afholdt møde med Den Danske Dyrlægeforening med henblik på at få foreningen til at imødekomme ForbrugerForums anbefalinger om at øge gennemsigtigheden på markedet.

Ny arbejdsgruppe

Udover opfølgningen på arbejdet i de ovennævnte arbejdsgrupper har ForbrugerForum i 2008 nedsat en ny arbejdsgruppe omhandlende forbrugeruddannelse. Allerede i 2006 satte ForbrugerForum fokus på dette emne med debatdagen: ”Forbrugeruddannelse, hvem, hvor, hvordan?”

Efterfølgende rettede ForbrugerForum i brev af 2. januar 2007 henvendelse til Undervisningsminister Bertel Haarder og daværende Familie- og Forbrugerminister Carina Christensen for at gøre opmærksom på, at ForbrugerForum fandt det nødvendigt yderligere at integrere forbrugeruddannelse i uddannelsessystemet – herunder at få undersøgt den eksisterende forbrugeruddannelse.

På baggrund af ForbrugerForums henvendelse valgte ministrene at lade regeringens ForbrugerTaskforce foretage en kortlægning af den eksisterende undervisning i forbrugerforhold i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. På ForbrugerForums møde den 28. maj 2008 blev ForbrugerTaskforcens svarskrivelse til ForbrugerForum drøftet. Undervisningsministeriet gjorde i den forbindelse rede for, at der allerede er lagt et stort arbejde i at få forbrugerstof ind i uddannelserne. På baggrund af drøftelsen valgte ForbrugerForum at nedsætte en arbejdsgruppe med det formål at bygge videre på det hidtidige arbejde.

Deltagerne i arbejdsgruppen har mødtes fire gange i efteråret 2008. På den baggrund er deltagerne blevet enige om at udarbejde to idékataloger, der skal indeholde forslag til emner omhandlende forbrugerforhold, som med fordel kan integreres i hhv. ungdomsuddannelserne (gymnasiale og erhvervsuddannelserne) og voksen- og efteruddannelserne. Det forventes, at idékatalogerne vil ligge klar til ForbrugerForums godkendelse primo 2009.

Sidst opdateret:  3. maj 2009
Giv din vurdering af denne side
Fem plusser er den højeste vurdering, du kan give
 
  • Udskriv Udskriv
  • Send Send
  • Del Del
  • RSS RSS
  • Abonnér Abonnér
 

Forbrugerstyrelsen og Konkurrencestyrelsen er pr. 19. august 2010 fusioneret. Styrelsen hedder nu Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Denne hjemmeside omhandler den tidligere Forbrugerstyrelses arbejdsområde. Den nye styrelses hjemmeside er under udarbejdelse.

Her finder du pressekontaktoplysninger, information om vores pressehåndtering og pressemeddelelser.
Her kan du se, om der er ledige job i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Du kan også få et indblik i, hvordan det er at arbejde i styrelsen.
Her kan du læse om, hvordan et typisk rekrutteringsforløb foregår, og hvad det vil sige at være ansat i Forbrugerstyrelsen.
Vil du være med til at sikre de bedst mulige forhold for de danske forbrugere? Så er et job i Forbrugerstyrelsen måske noget for dig.
Her kan du læse om Forbrugerstyrelsen som arbejdsplads set fra forskellige afdelinger og stillinger.
Kontakt en medarbejder i Forbrugerstyrelsen.
Ny styrelse gavner forbrugerne og konkurrencen
Agnete Gersing står i spidsen for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Tilmeld
Få pressemeddelelser fra Forbrugerstyrelsen
Brug Klagerådgiveren på forbrug.dk til at se, om du har en klagesag. Når det er afklaret, kan du klage online til Forbrugerklagenævnet.
Har du spørgsmål om forbrugernes rettigheder, så ring til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hotline om forbrug.